Drosselvejen 2
4872 Idestrup
Omtrent 200 meter fra det smukke dige og den indbydende badestrand, finder du dette fristed.
Et charmerende sommerhus, beliggende i 6. række fra den eftertragtede badestrand i Elkenøre – i den naturskønne, nordlige del af Marielyst.
Sommerhuset, opført i 1966 med klassisk træbeklædning og et nyligt renset DECRA-ståltag, udstråler hygge og nærvær fra det øjeblik, man ankommer.
Man træder ind via en hyggelig, delvist lukket carport med udhus, inden man når videre til den helt ugenerte, flisebelagte solgård – et fredfyldt sted, hvor morgenkaffen nydes i ro og harmoni.
Indenfor byder de 82 m² på en varm og behagelig atmosfære. Entréen leder til et velholdt flisebadeværelse med bl.a. muret bruseniche og en nedfældet håndvask.
Køkkenet - fra 2024 i hvide grebfrie elementer - ligger i åben forbindelse med spisepladsen og den hyggelige opholdsstue, hvor brændeovnen samler familien på kølige aftener.
Fra stuen åbner dørene sig til en lys udestue, som igen giver adgang til den sydvendte, delvist overdækkede terrasse – et oplagt sted til lange sommeraftener og samvær.
Huset rummer tre dejlige soveværelser med plads til seks overnattende gæster.
Hertil kommer et 12 m² udhus i form af et gæsteanneks med yderligere to sovepladser – perfekt til familie eller venner.
Den 1.200 m² store grund er omkranset af høj, gammel beplantning, som skaber en helt særlig følelse af privatliv, natur og nærvær – et sted, hvor man virkelig kan trække sig tilbage og nyde ferielivet i fulde drag.